Genbrugsstationerne åbner med adgangsbegrænsning

Kl. 7 tirsdag 31. marts åbner alle aarhusianske genbrugsstationer med adgangsbegrænsninger. Genbrugsstationerne vil have normale åbningstider fra mandag-fredag kl. 7-18 og lørdag, søndag og helligdage kl. 10-17.

De besøgende skal overholde følgende retningslinjer:

  • Hold 2 meters afstand til kunder og personale
  • Husk håndhygiejne – inden du tager hjemmefra, og når du kommer hjem igen
  • Kom så vidt muligt alene – lad børn, familie og venner blive hjemme
  • Husk handsker, redskaber og godt humør
  • Vær tålmodig derhjemme og udskyd gerne dit besøg til senere på ugen.

Genbrugsstationerne har siden 13. marts haft åbent for erhverv for at blive ved med at holde erhvervslivet i gang. Nu åbner de også for private, efter at sundhedsmyndighederne har revurderet anbefalingerne.

”Vi lukkede genbrugsstationerne 13. marts efter anbefalinger fra KL, som ikke vurderede, at genbrugsstationerne var en del af den kritiske infrastruktur. Nu har Styrelsen for Patientsikkerhed vurderet, at genbrugsstationerne kan åbne for private igen. Det kræver, at vores kunder viser samfundssind og passer på hinanden og vores personale,” siger direktør i AffaldVarme Aarhus, Bjarne Munk Jensen.

De aarhusianske genbrugsstationer vil følge sundhedsmyndighedernes retningslinjer, som er:

  • Adgangsbegrænsning
  • Genbrugsstationernes skovle og koste er fjernet for at mindske smitterisiko
  • Kundetoiletter er aflåst
  • Skilte om afstand til personale og andre kunder og om håndhygiejne
  • Betaling for kompost kan kun ske med mobile pay

REUSE på Sydhavnen vil forsat være lukket, foreløbig til og med 13. april 2020.

Særlig service for erhverv

Erhvervslivet er fortsat velkomne på genbrugspladserne. På genbrugsstationerne Lystrupvej 190, 8240 Risskov og Holmskovvej 66, 8340 Malling vil der blive etableret en hurtig bane for erhverv. Det er de to genbrugsstationer, hvor de fysiske forhold giver mulighed for det.