Gentænkt genbrugsstation gøres permanent i det nye Sydhavnskvarter

Byrådet besluttede på byrådsmødet 10/1 2018 at gøre den gentænkte genbrugsstation REUSE permanent.

”Jeg er glad for, at byrådet har bekræftet, at Aarhus har brug for REUSE. REUSE viser en ny vej for affaldshåndtering og er en markant aktivitets- og kommunikationsplatform for affald, affaldssortering og genanvendelse,” siger Lene van der Raad, Affaldschef i AffaldVarme Aarhus.

Permanentgørelsen betyder at REUSE får et årligt budget på 2,7 mio. kr. og skal flytte til det nye Sydhavnskvarter, da der på sigt skal bygges nyt på det areal på Godsbanen, hvor REUSE ligger i dag. Placeringen på Sydhavnen er indtil videre frem til 2024.

”I Sydhavnskvarteret vil REUSE, der blandt andet får et spændende udendørs aktivitetsområde, bidrage til visionen om at skabe et levende erhvervsområde, hvor bylivet er førsteprioriteten, og hvor spændende aktiviteter og byrum tiltrækker besøgende døgnet rundt. REUSE giver også mulighed for at afprøve muligheder for beskæftigelse for flere, samt at etablere samarbejder med socialøkonomiske virksomheder i lokalområdet,” siger Lene van der Raad.

Siden 2016 har tonsvis af brugbart affald fundet nye ejermænd på den gentænkte genbrugsstation REUSE på Godsbanen, der hver dag gæstes af 300-350 personer på udkig efter et gratis genbrugsfund.

På Facebook følges stedet af over 12.000 personer og årligt besøger 40-50 skoleklasser REUSE, hvor de gennemfører et forløb om ressourcer, genbrug og innovation.

Der afholdes velbesøgte arrangementer og workshops for alle, og et korps af REUSE-frivillige på 10-15 personer afholder en lang række aktiviteter.