RenoNorden trækker sig fra skraldekørsel i Aarhus

AffaldVarme Aarhus må se sig om efter en renovatør, der kan stå for at tømme ca. 130.000 private affaldsbeholdere i Aarhus Kommune. RenoNorden, der har opgaven i dag, har ønsket at blive frigjort fra kontrakten, der ellers løb frem til 2023. Selskabet kører med underskud i Aarhus Kommune, og alternativet til at afbryde samarbejdet er, at RenoNorden går konkurs.

”Samarbejdet med RenoNorden startede i 2017, og vi er rigtig ærgerlige over at stå i denne situation så kort tid efter, men vores vigtigste fokus er at sikre, at borgerne i Aarhus Kommune i denne situation stadig får indsamlet deres affald,” siger Affaldvarmechef Bjarne Munk Jensen.

Alle affaldsbeholdere bliver derfor tømt som planlagt. RenoNorden fortsætter skraldekørslen som hidtil, indtil opgaven har været i udbud og der er fundet en ny renovatør den 1. november. Det er også aftalt, at den ny renovatør får mulighed for at overtage RenoNordens skraldebiler, og at medarbejderne så vidt muligt fortsat har et job.

Det er fortsat uvist om udskiftningen af renovatør vil medføre takststigninger.

”Før et nyt udbud er gennemført, og vi har fundet en ny renovatør, kan vi ikke sige meget om den økonomiske side af sagen. Vi vil dog gøre det ypperste for, at vores kunder ikke oplever en fordyrelse af indsamlingen samt at en ny renovatør vil være i stand til at drive en fornuftig forretning ved at indsamle affald i Aarhus. Men på nuværende er det ikke muligt at love noget,” siger Bjarne Munk Jensen.

Afbrydelsen af samarbejdet i Aarhus Kommune følger en lignende opsigelse i Vejle Kommune og kommer i kølvandet på RenoNordens norske moderselskabs konkurs i september sidste år.

Tømning af nedgravede affaldsbeholdere og affaldskuber samt afhentning af erhvervsaffald er ikke omfattet af kontrakten.