Vær med: Form fremtiden for affald i Aarhus

Hvordan får vi mere genbrug? Hvordan kan vi reparere og upcycle mere? Hvordan får vi affaldssorteret mere? Det er spørgsmål som disse, AffaldVarme Aarhus inviterer alle aarhusianere til at komme med bud på.

Svarene skal bruges til at skabe den kommende affaldsplan for Aarhus Kommune. Planen forventes at træde i kraft i 2021.

”Den nye affaldsplan er aarhusianernes affaldsplan, fordi den definerer, hvordan aarhusianerne fremover skal håndtere deres affald. Derfor vil vi gerne nu, så tidligt som muligt, have aarhusianerne med på råd om fremtidens affaldsløsninger i hele kommunen, så vi kan lave den bedst mulige løsning med størst mulig effekt,” siger Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.

Giv dit besyv med på hjemmeside og Facebook

Alle kan komme med idéer og input via AffaldVarme Aarhus’ hjemmeside.

 I den kommende måneds tid vil AffaldVarme Aarhus også spørge om borgernes mening om forskellige emner på Facebook.

”Vi ser frem til at modtage mange gode, skæve og innovative bud på, hvordan vi kan lave verdens bedste affaldsløsninger i Aarhus. Vi kan ikke garantere, at alle bud kommer med i den endelige plan, men alle forslag bliver læst,” siger Bünyamin Simsek.

Udover det bliver der afholdt en række interviews og undersøgelser med mere specifikke målgrupper og interessenter.

Sidst i maj samler AffaldVarme Aarhus de mange input sammen og indarbejder dem i den nye affaldsplan. Derefter er det igen muligt at komme til orde, når planen kommer i offentlig høring sidst på året.